Kritik er et særkende ved Oplysningen og ved hele den intellektuelle kultur, vi har opbygget i Aftenlandet, dvs. i Europa og i Vesten.

Vi bedriver kritik, ikke for i plat forstand at kritisere denne eller hin, men for at kunne forstå og skelne.

Ergo bedriver vi også selvkritik.

Det er en kulturel disciplin, der bør tælle som en af de allervigtigste.

Men denne aktivitet må på ingen måde forfalde til samvittighedsplaget selvtugt, der skal kompensere for, hvad vi - den hvide mand - har begået af overgreb på andre.

Eller på os selv for den sags skyld.

Akkurat dette er der ikke desto mindre en udpræget tilbøjelighed til i vor tid, hvor buster af historiske personer kyles i havnen, når disse på den ene eller den anden måde har blod på hænderne.

Snart sagt enhver historisk person har åbenbart blod på hænderne, ingen er uskyldige.

Bortset fra alle dem uden for Aftenlandet, Europa, Vesten.

Disse protegeres nu som ofre, rene og uskyldsrene ofre, hvis mulige forbrydelser pr. automatik forklares som produktet af den hvide mands overgreb, den hvide mand.

Han er og bliver en bøddel.

Hvad han i øvrigt har begået af filosofi, kunst, musik, litteratur og videnskab eller sågar menneskerettighedstænkning interesserer ikke.

Således hælder man barnet ud med badevandet.

Læs også Kontrasts anmeldelse af Douglas Murrays bog Krigen mod Vesten her.